Terapi i øjenhøjde
I terapien er jeg optaget af dig og dit liv, Det du har levet og overlevet. Hvordan dit liv er lige nu. Hvad der er svært og hvad der er godt for dig. Jeg bruger sammen med dig tid på, at udforske, på længere sigt også at udfordre, de problemer/begrænsninger, du oplever. Jeg har samtidig fokus på, fra gang til gang, at hjælpe dig med at finde måder at støtte og hjælpe dig selv på.
Du ved muligvis allerede, hvad du har brug for hjælp til. Måske er du i tvivl om det. Du er velkommen, også selv om du har svært ved at sætte ord på hvad problemet egentlig er.
Nedenfor har jeg skrevet nogle eksempler på, hvad mange har arbejdet med hos mig, Måske kan du genkende noget af det.
- Angst, nervøsitet, uro. Generel angst eller angst der opstår i bestemte situationer.
- Katastrofetanker, uønskede tanker eller forestillinger.
- Selvværdsproblematikker, Det kan for eksempel vise sig som en frygt for at "blive afsløret", "falde igennem", ikke at være god nok. En nådesløs indre kritiker.
- Vanskeligheder i parforhold og nære relationer. Det kan for eksempel være frygt for at blive forladt, eller være den, der forlader en anden. Det kan være jalousi, frygt, følelser af udsathed og/eller vrede, hvis andre kommer for tæt på. Det kan være en frygt for, hvad den anden vil tænke, hvis han/hun virkelig lærer dig at kende. Måske holder du vigtige andre på afstand, selv om du ville ønske du kunne være mere åben, autentisk og ærlig. Måske oplever du hele tiden, at være opmærksom på, eller mærke andres behov. Måske at du bliver *pleasende', også i situationer hvor du ikke har lyst til det. Det kan være oplevelser af eller frygt for, at når du først giver udtryk for følelser, bliver det alt for voldsomt.
- Stort behov for kontrol. Det kan være af situationer, af dig selv, eller andre.
- Depression, stress, bekymring, nedtrykthed, håbløshed.
- Oplevelsen af, at du falder i "sorte huller" i kortere eller længere tid ad gangen. Bliver indelukket, og holder andre på afstand.
- At gå med følelser du ikke ved, hvordan du kan give udtryk for.
- Problemer med grænser og grænsesætning. For eksempel, at det kan være svært at mærke og/eller opretholde dine egne grænser og behov.
- Overdrevet behov for anerkendelse eller af at præstere. Perfektionisme.
- Følelsen af at være tilskuer til dit eget liv. At ting "bare sker".
- Tomhedsfølelse.
- At du tager alt for meget ansvar - eller for lidt.
- Skam og forkerthedsfølelse.
- Tab og sorg.
- Symptomer på posttraumatisk stress
- Du har været udsat for traumer, fysisk eller psysisk vold, seksuelle krænkelser eller overgreb.
Mange der går i terapi, har brug for at arbejde hen mod større forståelse og venlighed over for sig selv, egne tanker og følelser. Det hjælpes ofte på vej af større opmærksomhed, indrestyring og ejerskab til eget liv.
I første omgang vil jeg være nysgerrig for at lære dig at kende, høre din historie og om årsagerne til du søger hjælp. Så finder vi sammen ud af hvor vi skal starte.
Jeg bruger ofte at tegne modeller af det vi arbejder med, og giver gerne individuelle øvelser eller redskaber, hvor det giver mening. Jeg er åben om, hvad jeg tænker undervejs og vil jævnligt spørge dig om, hvordan du har det, når vi arbejder. For mig er terapi et samarbejde, der er båret af, at at du kan have tillid til mig, det arbejde vi gør sammen og den proces du oplever.
Jeg tilbyder EMDR-behandling i det omfang, det giver mening for dig i dit forløb. EMDR er en forkortelse for "Eye Movement Desensitization and Reprocessing". Det er en nænsom og meget velunderbygget traumebehandlingsform, som du kan læse mere om her: https://www.emdr.dk/Hvad-er-EMDR.aspx
Jeg har særligt stor erfaring med de problemer, traumer og senfølger, man kan have som pårørende. For eksempel som pårørende til misbrugere og/eller psykisk sårbare eller syge.
Som pårørende kan man have svært ved at søge hjælp, fordi det er "en anden", der har problemet. De problemer man oplever, kan derfor blive overset, både af en selv og af ens nærmeste. Som pårørende kan det netop være vigtigt at få tid og rum til at arbejde med sig selv, fordi de vanskeligheder man oplever simpelthen ikke har fået tid, plads og (nok) opmærksomhed.